Kan du huske vi i december fortalte om at vi sammen med vores venner i YWAM Zomba, Malawi snart ville starte et safe house for kvinder/piger udsat for menneskehandel og prostitution? Nu er det her!
I januar 2025 gik vi i gang med at indrette huset med hjælp fra flere frivillige og sidst på måneden flyttede de første seks kvinder ind. Der er sket meget siden. Her er et kort indblik. Fordi det følgende omhandler mennesker i en sårbar situation, vælger vi af respekt ikke at nævne deres navne eller vise deres ansigter.
Vores vision:
“Et samfund i Malawi, hvor alle unge kvinder
og piger lever fri for udnyttelse,
og har mulighed for at forfølge deres drømme
og bidrage positivt til deres lokalsamfund.”
LÆNGE UNDERVEJS
Vi har længe haft en drøm om at have et såkaldt Safehouse for kvinder og børn udsat for menneskehandel eller prostitution. Det er i Malawi ikke tilladt at blive gift som mindreårig, men realiteten er, at piger ned til 13 år bortgiftes – ofte med misbrug og overgreb til følge. De risikerer siden at blive afvist af både manden og deres egen familie, ende/blive tvunget i prostitution uden mulighed for at komme ud igen.
Beauty for Ashes tilbyder et sikkert sted at bo, professionel hjælp og rådgivning og uddannelse der hjælper med at lægge en plan for fremtiden.
HVORFOR BEAUTY FOR ASHES?
Huset og visionen har fået navnet ud fra verset i Esajas 61,3 om at der skulle udråbes et nådeår for Herren og gives hovedpynt i stedet for aske (eng: beauty for ashes, (KJV)) til Zions sørgende. Der er netop fokus på Guds nåde og barmhjertighed og genoprettelse i huset – der interessant nok netop har sin opstart i et nådeår.
HVAD SKER DER I HUSET?
Der bor seks unge kvinder i huset. De modtager både professionel hjælp til at bearbejde de traumatiske oplevelser, de har været igennem og praktisk oplæring i forskellige håndværk, så som madlavning, syning og i frisørfaget. Planen på kort sigt er at de nuværende seks kvinder får hjælp og redskaber til at kunne forsørge sig selv og deres børn fremover. Herefter kan seks nye kvinder flytte ind og få hjælp.
PLANER OM ET VÆRKSTED
Vi kunne godt tænke os at etablere et decideret værksted hvor der kan undervises i forskellige håndværk for nuværende og tidligere beboere i huset. Her vil man kunne involvere frivillige kræfter og teams udefra til at stå for forskellige kurser. Værkstedet vil også kunne fungere som butik for lokalområdet med et køkken, en frisør med makeup-afdeling og en skrædder/tøjdesigner. De udlærte kvinder kan både hjælpe med oplæring af andre og selv tjene penge på deres arbejde.
ØNSKER TIL FREMTIDEN
At dyrke egne afgrøder: Malawi lider stadig under en høj inflation, og at skaffe mad er en udfordring især i syd. At blive selvforsynende med de mest basale fødevarer kræver tid, hænder og såsæd, jorden har de.
En bil til husets arbejde: I arbejdet med at hjælpe kvinderne til en stabil tilværelse er det nødvendigt, til en vis grad, også at hjælpe deres familier. Flere af kvinderne har børn, der nu bor hos bedsteforældrene, og transport frem og tilbage mellem familierne er en udfordring.
MAN KAN HJÆLPE PÅ MANGE MÅDER
Hvad kan du konkret hjælpe med?
Hvis du har fået hjerte for projektet Beauty for Ashes, og overvejer, hvordan du kan støtte op om det, er her nogle forslag:
-
Forbøn! Først og fremmest tror vi på at Beauty for Ashes er Guds vision, og der er ikke noget af arbejdet, der sker uden bøn. Send os en mail på ywam@ywam.dk for at blive opdateret om bedeemner for både huset og teamet bag.
-
Økonomisk. Vi søger fortsat flere, der på månedlig basis vil støtte økonomisk. Det koster ca. 14.000 kr. om måneden at sørge for huslejen, mad, vand og en tryg tilværelse for kvinderne. Hvis du oplever, Gud lægger dig det på hjertet, så kan du trykke på knapperne herunder, for at give et månedligt beløb eller en gave.
- Hænder. Har du på hjerte at tage et år eller to ud af kalenderen og blive frivillig i Beauty for Ashes? Der er både brug for praktiske hænder i værkstedet og i huset. Send os en mail på ywam@ywam.dk for at høre nærmere.
Når du hjælper én pige, forvandler du generationer.
Omskriv hendes historie sammen med os.