Ovenstående er titlen på en bog af Tomas Sjödin og en sætning fuld af håb – og håb har vi brug for i denne tid. Efter mere end et år med restriktioner, nedlukning, hjemmeskole og hjemmearbejde håber vi nu alle, at vi snart kan vende tilbage til vores almindelige hverdag.
Samtidig oplever mange at det ikke er så let at komme tilbage til hverdagen igen, som vi forventede. Flere børn og voksne fortæller om øget træthed, tristhed, ængstelighed og angst. Det kan virke mærkeligt når vi nu pludselig ”må” det, vi har længtes efter.
Vores indre alarmsystem
Det kan her være hjælpsomt at tage ”et kig” på vores hjerne. Den er blandt andet skabt til at beskytte os og scanne vores omgivelser for fare og mulige trusler: ”Er der noget, som kan true mit liv eller udgøre en fare for min trivsel?”.
Hele det sidste år har vi alle været en del af et samfund der igen og igen har fortalt os, at vi er i fare. Vi skal passe på for ellers… kan det gå grueligt galt både i Danmark, men også i hele verden. Vi har fået at vide at hvis ikke vi bliver hjemme, bruger mundbind, afskærer os fra sociale kontakter og aktiviteter, så kan vi i yderste konsekvens dø eller blive skyld i, at andre dør. Det har hjernen helt instinktivt reageret på. Vi har alle forsøgt at overleve og beskytte os. Selvom du måske ikke har gået og følt dig i ”alarm-tilstand”, så kan du være sikker på at din hjerne har opfanget at der er fare på færde, og at den skal være vagtsom.
I gang igen
Nu skal vi så i gang igen med alt det vi igennem lang tid har fået at vide er ”farligt”, og vi kan føle os trætte og sårbare fordi vores hjerne, og dermed vores sanser og følelser, skal vænne sig til at være ude i verden igen og tro på, at det er trygt nok.
Det tager tid og kræver langsom tilvænning, for nogle mere end andre.
Ligeledes har vi længe været vant til færre indtryk, krav og sociale kontakter – og pludselig at opleve dem igen kan være overvældende. Især har vi været uvant med større sociale grupper, og det kan medføre at vi reagerer med ubehag og træthed, når vi er sammen med andre. Vores sociale muskel er ”utrænet”.
Personlig “genoptræning”
Vi kan derfor også have brug for en langsom ”gradvis genåbning” i vores eget liv uden krav til os selv om straks at være tilbage i ”normalen” hvor vi tillader krop og sind at have brug for pauser og behandler os selv med venlighed, når vi mærker øget træthed, ængstelse eller tristhed.
Det er en naturlig reaktion på den voldsomme belastning vi hver især og som samfund har stået i. Der er altså ikke nødvendigvis noget galt, når du mærker følelsesmæssige reaktioner på at skulle i gang igen. Det er faktisk helt normalt.
Step by step
Tillad dig selv en ”gradvis genoptræning”. Kast dig ikke straks over det samme som før – tillad dit sind og krop at blive trænet op til hverdagens tempo, mails og aktiviteter. Du kan samtidig bruge overgangsperioden til at tænke over – hvad har du savnet det sidste år og ønsker tilbage i dit liv? Er der mon noget fra hverdagen før corona, som du ikke har savnet, og som du derfor vil vælge fra fremover?
Marianne Thorlund er fast deltager på YWAMs familielejr. Hun arbejder med terapi og undersøgelser i PsykologCenter Aarhus.
|
|
Det er en stor glæde at have nogle fantastiske frivillige i YWAMs fællesskab. De giver nogle timer eller en hel dag, hvor de klipper græs eller hjælper med forskelligt praktisk arbejde, projekter og events. Nogle har bestemte kompetencer, som eks. elektriker, men det er slet ikke et krav. Har du tid og lyst til at blive frivillig i YWAM? Så kontakt os endelig. Herunder skriver én af vores frivillige på Sjellebro lidt om hendes baggrund, og om hvorfor det at være frivillig giver mening for hende.
Jeg hedder Berith. Jeg bor i Aarhus med min mand og to børn og har lige færdiggjort min anden barsel. For nyligt tog jeg beslutningen om fortsat at gå hjemme med min mindste pige, Olivia, og har derfor overvejet, hvordan jeg bedst kan trives i det.
Vil gerne gøre en forskel og bruge tid med Gud
Jeg har et stort ønske om at Olivia og jeg sammen skal være noget for andre mennesker mens min store dreng, Lukas, hygger sig med vennerne nede i børnehaven. Min drøm har længe været at kunne tjene sammen med Olivia, og samtidig få noget socialt samvær og tid med Gud.
YWAM ligger mig særligt på hjerte. Det er et sted jeg oplever Gud bare er til stede. Jeg var på DTS i Australien som ung og har været teenageleder på YWAMs familielejre herhjemme i Danmark. Sidenhen har jeg savnet YWAM og vil gerne bruge mere tid dér.
Mission på familiens præmisser
Det er vigtigt for mig at min tjeneste foregår på Olivias præmisser. Vi har derfor indrettet det sådan, at Olivia og jeg dedikerer en formiddag om ugen til at være på Sjellebro. Vi ankommer så vi når at deltage i bøn og lovsang og mens Olivia får sin lur, er der tid til at jeg kan tjene med og arbejde. Nogle dage når jeg kun at arbejde to timer, andre flere. Når Olivia vågner, vender vi snuden hjem i god tid til at hente storebror i børnehaven.
Får en masse igen
Det opløfter mig både i mine tanker og mit humør at være på Sjellebro. Jeg oplever, at jeg den ene dag om ugen får vendt mit fokus væk fra mig selv, får set andre mennesker og får noget Gud-tid. Selvom jeg får brugt noget energi, giver det mig en hel masse igen. Det er skønt at den smule tid jeg kan give hver uge også har en værdi, for jeg nyder det.
|
|
Fremtiden er svær at forudse har de fleste af os nok erkendt, men hvad gør vi når vi ikke kan række ud til mennesker, som vi plejer? En dag opstod en simpel idé på Sjellebro-basen til at bringe smil på læberne på trods af corona. Vi bad og besluttede at afprøve den.
Der var lige blevet åbnet op for foreningsaktiviteter udendørs, så med plakater med “Gratis kaffe” og vores barista-maskine tog vi op til den lokale landsbys Dagli’Brugs fredag eftermiddag.
Vi havde længe ønsket at være mere synlige og relevante helt lokalt, og en kop kaffe syntes at være en god, ukompliceret måde at starte samtaler på.
Den varme modtagelse var overvældende. De fleste ville gerne snakke, og der udviklede sig hurtigt en hyggelig stemning på parkeringspladsen. Samtalerne gik på kryds og tværs eftersom flere af vores “kunder” kendte hinanden, og der har været stor opbakning til os til at komme tilbage. Efter at have været der en del gange, er et par stykker blevet bedt for, og vores naboer opfordrer nu hinanden til at komme, når vi sætter op.
Det var en super simpel idé en tilfældig formiddag, men Gud bruger den. Det er så opmuntrende!
|
|
|
|
|
