Praktisk ferie på Sjellebro
Praktisk ferie på Sjellebro
19.-22. oktober
Hvad skal du i efterårsferien?
Sjellebro inviterer til en anderledes praktisk ferie med fællesskab, andagter, lovsang og masser af hygge omkring bål og måltiderne.
Vi har før haft arbejdslørdage hvor mange fantastiske mennesker har bidraget til vores fællesskab og givet en hånd med til diverse projekter. Dette efterår vil der i 4 dage ligeledes være højt humør, når vi svinger penslerne over træværk, der efterhånden virkeligt trænger, fælder træer og kløver brænde, lapper sokkel, fikser lamper, skifter radiatorer, drikker kaffe, deler liv, laver snobrød, synger lovsang, slår søm i, spiser kage, sejler i kano, slår et telt op, holder andagt, får god mad, maler noget mere…
Afhængigt af antal hænder og tekniske færdigheder dagene igennem skal vi:
- male gavle og udhæng på nogle af bygningerne
- lappe soklen på hovedbygningen
- male (noget af) facaden og soklen på hovedbygningen
- fælde træer og kløve brænde
- for vvs-erne: lave det varme/kolde vand i lejlighed 3
- for vvs-erne: udskifte de ældste af vores radiatorer
- for elektrikerne: ordne lamper og udendørs belysning
Plads til alle
Om du kommer alene eller med familien, er vandt til at svinge en pensel, eller gerne vil prøve noget nyt, så er du velkommen. Der vil være noget at hjælpe med til for os alle sammen.
Vi ønsker at fællesskabet med hinanden og med Gud er det centrale. Vores program kommer til at indeholde “familietid”, evt. omkring bålet hvis vejret er til det, med hygge, andagter, kage, god mad og mulighed for at dele liv.
Der er også brug for dig der gerne vil være med til at planlægge familietid eller madlavning.
Tilmelding: Udfyld tilmeldingen herunder for at tilmelde dig/jer.
Tilmeldingsfrist: er 13. oktober.
Overnatning: vi har begrænset antal værelser, og vi vil fordele dem efter “først-til-mølle”-princippet. Herefter vil vi lave en venteliste. Vi har også god plads til campingvogne, og man er velkommen til at tage sin campingvogn med.
Priser: Vi har forsøgt at sætte prisen, så alle kan være med. Du giver din tid og arbejdskraft allerede. Så prisen er beregnet på mad (Morgenmad, frokost, kaffe m. brød, aftensmad, kaffe m. brød) og forplejning. Betaling kan ske via bankoverførsel (Reg.nr. 7734 Kontonr. 1026373) eller via MobilePay 423535 – Husk at skrive navn ved betalingen.
Pris pr. dag | |
Voksen | 100,- |
3-12 år | 50,- |
0-2 år | 0,- |
TILMELDING
PROGRAM
Kommer snart